Allerøverst oppe i den gamle skole, på loftet over loftsværelserne, under kippen. Der hvor spærene mødes. Der hvor mørket er så tæt, at man må skære det ud i klodser for at komme til at se. Der fandt jeg dem. Kladdehæfterne. Fint bundtede kladdehæfter i kardusbind, omhyggeligt snørede sammen med sejlgarn. Støvede var de, og spindelvævet lå tykt over den lille pakke.
Da jeg forsigtigt havde fået snoren af og lukket det første hæfte op, hørte jeg, eller måske rettere fornemmede jeg, at der gik et suk igennem den gamle skole. Et befrielsens suk.
I disse hæfter havde en af skolen tidligere degne forsøgt at indfange sognets inderste liv. Han havde åbenbart brugt mange af sine friaftner på at gå på visitter rundtom på gårdene, og han har formodentligt været en velkommen og betroet gæst, for han har lagt øre til meget. Med en blyantsstump har han taget noter, mens snakken gik rundt om bordet. Når det var koldt og ensomt udenfor, krøb menneskene sammen om petroleumslampen og kaffekanden. Her skød de særeste beretninger og den saftigste sladder frem som svampe i en våd skovbund, og degnen huskede det hele og skrev det ned.
Disse støvede og gulnede sider har været inspirationen til disse fortællinger. Historierne kunne have været fortalt i de små lavloftede stuer for længe, længe siden, af en gammel morlil med hjemmestrikket sjal og sivsko. Hun kan om aftenen have siddet ved den lune kakkelovn og med sin knirkende stemme fortalt, så børnene tabte kæberne, og pigerne glemte at strikke.
Nu kommer de til dig, direkte ud af den tørvebrune fortid.
